tirsdag den 25. november 2008

Asylcentrene Avnstrup og Sandholm.

Kære forældre og børn på Humlebæk Lille Skole

Jeg, Gitte, klasselærer i første klasse, har et mål, og dette er at skaffe julegaver til alle børn og unge på asylcentrene Avnstrup og Sandholm.

Asylcentrene holder hvert år en julefest, men der er desværre ingen midler til julegaver og der kan vi måske hjælpe.

Centrene vil helst have nyt legetøj, og jeg har lavet en aftale med Legekæden i Espergærde centret, om at de gerne vil give 10 % på alle gaver der bliver købt til asylcentrene. De vil beholde gaverne i butikken hvor jeg vil hente dem. Bonen kan lægges i mit dueslag på lærerværelset.

Det skal IKKE være “store” gaver, 50 – 60 kr er rigeligt at bruge, og man kan jo også slå sig sammen med flere andre.

Hvis I har noget pænt og rent legetøj derhjemme, som ikke bliver brugt, vil vi selvfølgelig også meget gerne have det. - Især dukker (Barbie og almindelige) samt biler er i høj kurs.

Men stort set alt kan bruges, da børnene INTET har.

Vi mangler især gaver til børnene mellem 6 og 13 år. Teenagerne (13 til 17) har jeg skaffet gaver til med hjælp fra Mayland og Matas.

Asylcentrene mangler i øvrigt også meget regntøj og gummistøvler, så børnene kan komme ud og lege – så hvis I har noget liggende derhjemme, som ikke bliver brugt vil vi også meget gerne sende det videre.

Jeg håber meget, at I har mulighed for at hjælpe børnene til at få en endnu bedre julefest.

Hvis der er nogen der kunne tænke sig at hjælpe til med at pakke gaver ind en aften i december, så sørger jeg for gløgg og julekage, så gaverne kan blive sendt af sted med den rigtige julestemning.

Jeg kan kontaktes på telefon 27212788 efter 20.

Med rigtig venlig hilsen fra Gitte Holte Campbell.

mandag den 24. november 2008

Sygdom

Vi har i den sidste tid været ramt af en del sygdom: slem forkølelse, halsbetændelse og maveonde, både blandt eleverne og personalet. Det giver arbejde til vores glimrende vikarer: Simon Glæsel (tidl. elev), Jamie Bernild (tidl. elev), Jens Otto (tidl. forælder) samt personalet fra Klubben, når det kan lade sig gøre.

8.kl. i Tyskland.

Mandag morgen rejste 8. kl., Janne og Elizabeth til Nordtyskland på det traditionelle udvekslingsbesøg.
Det giver naturligvis en del skemaændringer i Overbygningen. 7.kl. får en masse timer med deres klasselærer, Irene tager sig mest af 9.kl. og stikker dem bl.a. terminsprøver i dansk og matematik. 8.kl. vender hjem fredag eftermiddag.

tirsdag den 11. november 2008

Omfotografering

Hvis nogle af jer er utilfredse med jeres børns portrætfotos, er der mulighed for omfotografering. I skal blot returnere den ikke ønskede fotomappe til skolen snarest muligt, og I skal notere på den, at I ønsker omfotografering. Den finder sted onsdag den 19. november kl. 9.00.

mandag den 3. november 2008

Kalender

Der har muligvis indsneget sig fejl i skolens årskalender. Vi opfordrer derfor alle til at tjekke ugebrevene fra lærerne for at være sikker på at møde op på den rigtige dato.

Miljøavis

Miljøministeriet har netop offentliggjort vinderne af REN Uge 2008. I projektugerne før efterårsferien arbejdede Midten med avisfremstillingen om dette emne og klasserne sendte hver for sig deres bidrag.

4. klasse vandt deres kategori
5. klasse blev nummer 2
6. klasse vandt

Til lykke til Midten!

lørdag den 1. november 2008